“Hun tror hun kan bestemme det hele.” “Ja, hun er altid optaget af at redde sin egen røv.” Kender du tanker eller ytringer som disse? Vores hjerne har en indbygget tendens til at skabe mening i det, vi oplever, så vi hurtigere kan orientere os og finde passende svar på det, vi oplever. Derfor fortolker vi hinanden.
Evolutionens fortjeneste
Det er evnen til at forstå og tilpasse os, der har gjort homo sapiens så succesfulde på jorden. En særlig silhuet i horisonten kaldte på handling, selvom vi ikke med sikkerhed vidste, at det var en løve. Raslen i løvet – måske en slange. Fortolkninger er en hurtig vej til at skabe sikkerhed, men det er ikke effektivt i det daglige samarbejde.
Når vi kategoriserer nogen, lukker vi af for at forstå, hvad der egentlig driver dem. Det kan give misstemning og konflikter. Formår vi at møde vores kolleger nysgerrigt, er der meget større chance for at vi kan bede om assistance, når det er nødvendigt, og hjælpe hinanden til at få opgaverne løst.
Nysgerrighed er modgift
En nysgerrig tilgang til eksemplerne i indledningen kunne i stedet give følgende dialog:
“Når du beder mig skrive denne her rapport, er det så fordi du selv har travlt med andre ting? Og du mener jeg har bedre tid end dig?”
“Ja, jeg ved jo at du blev færdig med din undervisning i går, og det her brænder på, deadline d. 30.”
“Jeg har faktisk travlt med udstillingen i næste måned, så det passer mig virkelig skidt at tage flere opgaver”.
“Åh – det havde jeg glemt. Om forladelse. Jeg er selv så fortravlet med mit projektregnskab, så jeg ikke ser, hvad der sker omkring mig. Det var virkelig ikke min mening at buzze dig. Men hvad f… gør jeg så?”
Nu er jeg ikke længere fjendtligt indstillet, og jeg får lyst til at hjælpe kollegaen ud af den pressede situation. Jeg siger måske:
“Kunne deadlinen forhandles?” eller “Hvis du kan skaffe mig hjælp til udstillingen, så vil jeg gerne kikke på rapporten” eller “Kunne vi bede om assistance fra en anden afdeling til projektregnskabet?”
Der står et behov bag enhver handling
Mange muligheder dukker pludselig op, når vi ser hinandens intention med de handlinger og ytringer, der et øjeblik tidligere stødte os. De behov, vi eller den anden prøvede at få opfyldt. Alt hvad det kræver, er opmærksomhed på vores egne reaktioner og kommunikation, og bevidsthed om vores behov som mennesker. Hvorfor er det så ikke bare det, vi gør?
Hjernen er doven. Den vil gerne økonomisere med energien, og kategorisering kræver meget mindre energi end nysgerrig undersøgelse. Vi er ofre for vores egen instinktive tendens til at spare på kræfterne, når vi giver os hen i fortolkninger i tanker eller ord i stedet for undren.
At dømme efter antallet af fitness-centre kan vi imidlertid godt beslutte os for at gøre noget, der kræver mere energi.
Dertil kommer, at der nemt kan opstå en kultur på en arbejdsplads, hvor nogen taler bag om ryggen på andre. Her drives vi af behovet for at høre til, og det får vi dækket, når vi definerer, at der er andre, vi ikke hører til. På en arbejdsplads kan det give grobund for mobning og stress.
Der er derfor rigtig meget at vinde ved at bruge en smule ekstra energi og prøve med nysgerrighed, når en andens handlinger støder os.
Næste gang du tænker en fortolkende tanke om en kollega, så prøv at spørge dig selv: “Hvad mon der driver denne person? Og hvad er vigtigt (og måske uopfyldt) for mig, siden jeg fortolker?”
