Har du det godt med dine nærmeste og i andre vigtige relationer? Hvis dit svar er ja, så hurra! Så føler du dig sikkert tit lykkelig, for relationer er afgørende for vores livskvalitet.
Vores relationer former vores hjerne. Især er vores relation til vores vigtigste omsorgsperson som spædbørn – som regel mor – afgørende for udviklingen af hjernen. Det er ikke kun en wellness-faktor, at vi har haft hyggelige stunder med mor. Det er det, der former vores identitet og evne til at skabe sunde relationer senere i livet.
Vores nyfødte hjerne var nemlig ikke bare klar til at modtage alle mulige indtryk og udvikle sig af sig selv. Vores umodne nervesystem blev udviklet i tæt dans med vores vigtigste omsorgsperson. For nemheds skyld kalder jeg det ‘mor’ her.
Mors nærvær kan ikke undervurderes!
Hvis mor var kærlig, nærværende, og relevant i sin respons over for os, så er der større sandsynlighed for at vi kommer til at hvile i os selv og bliver i stand til at være relevante og nærværende i vores relationer som voksne. Hvis mor derimod var usikker, ængstelig eller lunefuld i forhold til sit barn, tager vi en grundlæggende mistillid med os ind i voksenlivet. Eller hvis mor så os som et bundt opgaver hun skulle tage sig af, og ikke formåede at se os som et unikt, sårbart menneske, er chancen stor for at vi bliver instrumentelle i vores relationer til andre – det bliver sværere at mærke andre med sit hjerte, og vi får at vide, at vi ikke er nærværende.
Det er disse dynamikker, tilknytningsteorien beskæftiger sig med. Den fortæller, at vores tidlige tilknytningsmønstre præger vores nervesystem, og viljens kraft kan ikke rigtig komme til, selvom vi som voksne ønsker nogle andre måder at være sammen med vores nærmeste på.
Kunne jeg bare skrue tiden tilbage!
Du kender måske det, at du efter at have været sammen med dit barn ærgrer dig over, at du ikke formåede at spørge nærmere ind til det, han fortalte. Eller at du – igen – udtrykte din bekymring, og hun blev irriteret og lukkede af.
Over for chefen, kollegerne og vennerne kan vi også punke os selv, når vi har sagt og gjort noget, der fastholder os i et mønster, vi gerne vil ud af. Relationerne lider, når vi ikke formår at være venligt og autentisk til stede, udtrykke hvad der er vigtigt for os, lytte med nærvær, og tage ansvar for vores egne følelser og behov.
Men det er altsammen nemmere sagt end gjort – det er jeg den første til at bekræfte!
Ligesom mor havde et nervesystem, hvis udvikling hun ikke selv havde været frue over, så løber vores nervesystem også af med os. At stole på at hvis vi virkelig beslutter os for at reagere anderledes næste gang, så skal det nok blive bedre, leder som regel til skuffelse. Det samme gælder selvfølgelig over for vores partner. Har du oplevet, at løfter om, at det nok skal blive anderledes fremover, har hjulpet jer?
Træk nye kabler!
Det ER muligt at skabe nye nervebaner og ændre vores betingede reflekser i relationerne. Det kommer bare ikke af en stålsat vilje.
Vejen går gennem at forstå, hvorfor det mønster, vi gerne vil af med, engang var et rigtigt godt valg. Når jeg kontakter mit yngre jeg og lader forståelse og empati skylle ind over hende og de vilkår, hun dengang levede under, er det som at et kredsløb bliver sluttet. Og jeg kan gøre hævd på den frihed, jeg deponerede dengang for ikke at risikere at blive udstødt, grint ad, eller at være en byrde for mor.
Det skønne ved den slags indre arbejde er at det giver mening og lettelse fra dag ét, selvom det også kan føles som et bjerg, der skal bestiges.
Der er mange gode bøger at læse om emnet. Jeg foreslår Sarah Peyton: Your Resonant Self fra Norton, 2017. Det er hjælpsomt at have støtte til at komme i gang med din opgave med de nye nervekabler, du vil trække. Jeg holder jævnligt kurser om samme emne, se fx. Befriend your Brain and Be Free.
