Samtaler om chok og tab

Holodomor

Holodomor-mindesmærke

Chok og tab, sådan taler du om det uden at retraumatisere

Med krigen i Ukraine, der kører på sin 26. dag i dag, har meget pludselig ændret sig for mig. Som for mange andre. Også dig? Hvad jeg plejer at tage for givet, er jeg begyndt at se gennem fordrevne menneskers øjne. Wow - vi har vand i hanen!

Uanset om du er én, der har doneret penge, er vært for flygtninge eller samler fornødenheder ind, eller du er rystet vidne til det hele, nærmest ikke tror dine egne øjne og tænker, du ikke kan gøre en forskel, så er dette indlæg til dig.

Om samtalecirkler

For 2 uger siden var jeg i Krakow til en ny sæson af Needs-Based Coaching. En ven af ​​en ven inviterede mig til et interimistisk herberg for flygtninge for at være vært for det, der blev en grief circle.
Det bedste ord til at beskrive oplevelsen er råhed. For mig var det som at se gennem disse ukrainske kvinders øjne direkte ind i bundløs fortvivlelse og håbløshed. Deres historier gik lige ind og er der stadig.

Siden da er jeg blevet spurgt, hvordan man er holder sådanne samtalerum, og det vil jeg skrive om her. Måske er det noget, du kunne tænke dig at tilbyde, eller måske står du pludselig i en spontan situation, hvor aktiv, indfølende lytning er det, der skal til.

Hvorfor åbne for det, der gør ondt?

Lidt neurobiologi:
Når vores nervesystem aktiveres i en hvilken som helst tilstand af kamp/ flugt/ alarmeret ensomhed (sympatisk aktivering) eller oplevelsen af at fryse eller blive slap som en kludedukke (immobilization), er vores krop som i brand eller nærmest lam. Vi er ude af balance, desperate, håbløse. Ikke godt for de børn eller andre, vi skal passe på. Ikke en god tilstand til at gå i dialog eller træffe beslutninger, da det reducerer vores kognitive evner.

Det mildner den følelsesmæssige tsunami, når der bliver sat ord på følelserne, og et varmt og indlevende menneske er nærværende med os, lige dér hvor det er værst. Nervesystemet forstår, at den alarmerende besked er afleveret, og kroppen kan falde til ro.
Hvis vi er helt oppe at køre, kan vi sjældent gøre det selv; vi har brug for nogen til at være der, med os.

Sorg i modsætning til rædsel

Sorg er væsensforskellig fra rædsel, raseri og afmagt. Sorg er den tilstand, der opstår, når vi har overgivet os til den smertefulde sandhed om at vi har lidt et tab. Det kan føles blidt midt i smerten, når vi sørger sammen med andre.
Det er, hvad sorgcirkler tilbyder: at møde sørgende med accept og omsorg.

Når historierne bliver fortalt og følelser grebet, bliver vores autonome nervesystem mere villig til at falde til ro, og vi kan sørge over de tab, vi har oplevet (eller oplever).

Hvad kræver det?

Kunne du tænke dig at afholde en sorgcirkel? Eller vil du gerne være klædt på, hvis du pludselig står med mennesker, der er dybt påvirkede - hvad enten det er flygtninge, deres hjælpere, din nabo, der ikke kan klare flere TV-klip med bombenedslag, eller børn, der er bange?

Vigtigst af alt, så kræver det, at du kan tåle følelsesmæssig intensitet uden at forsøge at få det til at gå væk.

At give råd, opmuntre, forklare eller kommentere indholdet er måder, hvorpå vi nogle gange - ubevidst - forsøger at reducere intensiteten, så vi selv undgår at blive overvældet. Men det er ikke hjælpsomt. Uforbeholdent nærvær med den anden persons oplevelse, så intens som den måtte være, er den bedste støtte, vi kan give dem.

Retraumatiserende?


Det er ikke retraumatiserende at åbne og give udtryk for stærke følelser. Det, der kan retraumatisere, er hvis vi bliver overladt til os selv, mens vi er i vores følelsers vold. Vi skal have følgeskab af én, der føler med os, og som samtidig har adgang til sit eget tyngdefelt af ro.

"Selvfølgelig er du knust!" er langt mere nyttigt end "Du skal nok komme over det." Sidstnævnte møder  ikke personen lige der, hvor hun er, og sender det underbevidste signal: 'Jeg ville foretrække dine følelser var lidt mere moderate.'
Det kan være svært at finde på noget at sige, når personen ved siden af os fortæller om skrækkelige oplevelser. "Selvfølgelig er du..../(vred/ bange/ desorienteret/ fortvivlet)" kan vi altid sige, også når vi ikke ved, hvad vi skal sige. Vi kan tilbyde vores medfølende blik og måske en hånd. Vi kan lade dem mærke, at vi bliver med dem.

Derudover er det vigtigt at du er opfyldt med empati for din egen rædsel, smerte og ensomhed, dvs. at du har delt det med en anden person, som har været varm og nærværende over for dig og "selvfølgelig!'-et dig. Hvis du planlægger en samtalecirkel, så hav en person med varm jordforbindelse med dig, hvis blik du kan møde, hvis du bliver usikker eller trigget.

 

Du er inviteret!

Foreningen Ikkevoldelig Kommunikation indbyder til en grief circle søndag d. 24. april. Se mere længere nede.

Best practices

Hvis ovenstående har vakt et ønske i dig  om at tilbyde en sorgcirkel online eller lokalt, og du er interesseret i yderligere tips og best practices, er du velkommen til at e-maile mig og bede om dokumentet Pernilles best practices for grief circles.pdf . Du er også velkommen til at booke en time med mig, hvis du er i tvivl om du har det, der skal til.