Det er der sikkert mange, der vil efterspørge, for skam er så ætsende en følelse, at kunne den fjernes operativt, ville der være kø ved klinikken.
Indgrebet findes, og det endda uden skalpel og narkose. Tilmed noget du selv kan udføre, når du vil, sammen med en, du har tillid til. Til gengæld tager det længere tid end ét hug.
Skam fryser os og begrænser os både på arbejdspladsen og andre steder. At opløse skam er at åbne for at leve livet hver dag. Jeg kender (indtil nu) ingen, det ikke er relevant for.
Skam? Må jeg være fri…
Hvis du aldrig føler skam, har du formentlig skabt nogle effektive værn mod følelsen, og det er også en rigtig god idé, var det ikke lige fordi den slags værn også døver glæde, begejstring, ømhed, kreativitet og følelsen af at være til stede.
Skam er en naturlig følelse, lige som vi fryser, når kropstemperaturen daler, og som sult, når vi trænger til mad. Skam er et signal om at vores plads i fællesskabet er truet.
Skam er tit udløst af urealistiske normer om hvordan vi skal se ud, hvad vi skal eje eller hvilken status vi skal have. I sin knugende, ætsende grundform er skam vores frygt for at blive isoleret. Når vi begynder at tro på skammens budskaber – at vi er forkerte, for meget, for tykke, ambitiøse, ufølsomme eller andet, så er det, at den infiltrerer os som giftig skam. Den fortæller os, at vi ikke hører til, at vi ikke er værdige til kærlighed.
For pinefuldt at føle skam
At høre til er biologisk funderet. Uden vores flok vil vi dø, fortæller vores evolutionært udviklede nervesystem os. At skamme sig kan være så smertefuldt, at vi underbevidst kan have besluttet os for aldrig at udsætte os for noget, der kan udløse det.
Derfor holder vi os tilbage fra at stå frem, tage chancer eller fortælle hvad vi føler. Vi udvikler måske perfektionisme eller bedøver os med kronisk travlhed, mad, fitness, TV, kritik af andre, shopping, selvskadende adfærd – fortsæt selv listen.
Skam er både biologi og kultur
Skam har neuropsykologisk set lighed med traumer og er en slags tilbagevendende ‘frys’-reaktioner, der lever i vores hjerner som små, isolerede øer.
Disse øer kan aktiveres, når vi bliver bange for udelukkelse, og udløse en fysisk reaktion, der omfatter tunnelsyn, hjertebanken, åndenød og muskelsvaghed. Vi er blevet kapret af angst og handler tit ikke værdigt og rationelt, når det står på.
Skam og frygten for den kan være invaliderende for den enkelte og ligge bag fx. mobning på arbejdspladsen og være en barriere for at udvikle ærlige, støttende relationer. Ville det ikke være dejligt med en kur?
Hjernekirurgi over kaffen
En sådan kur findes faktisk. Den amerikanske skam-forsker og forfatter til bl.a. bestselleren ‘The Gifts of Imperfection’ Bréne Brown har interviewet tusindvis af mennesker og har fundet modgiften.
Den består af empati. Hvis vi deler vores oplevelser, tanker og følelser med et menneske, der formår at lytte med empati og forståelse, svinder skammen.
Og her kommer vi til kirurgien. Hvis vi fortæller om vores skam og bliver taget imod med empati, sker der en gradvis, fysisk ombygning i vores hjerner. Nye nervefibre dannes, og de snor sig sammen og bliver stærkere, sådan at vi udvikler medfølelse og forståelse med os selv uden at fristes til at lukke ned i panik. Den gamle, ætsende, knugende skam henfalder efterhånden.
Du kan opløse din skam – og andres
Hjerneskanninger har vist det. Undertegnede og mange af mine kursister kan bekræfte, at det også opleves sådan indefra: Skammen forsvinder ikke, men den bliver blødere og mere håndtérbar i takt med at vi gennem en andens empati udvikler medfølelse med os selv , og det bliver nemmere at handle værdigt og relevant.
Der er også andre muskler, der skal trænes for at opnå robusthed over for skam, såsom at kende sine skam-udløsere, de foretrukne måder vi bedøver os på, hvordan vi drager omsorg for os selv og vores krop, samt passende portioner leg og hvile.
Empati kan fås i individuelle doser hos en lyttende, ikke-dømmende ven, der afstår fra gode råd og opmuntring, men bare er med dig, eller hos en professionel som mig.