Celler, organer, individer, fællesskaber, økosystemer, biosfæren. Klynger af enheder med hver deres funktion. Du og jeg er adskilte systemer, og alligevel forbundne. Ingen af os ville kunne leve på egen hånd, ligesom ingen celle i en krop kunne fungere adskilt fra de andre.
Hvordan behandler du din krop? Hvordan behandler vi vores levende jord? Der er en tæt sammenhæng. Vores biosfære er udfordret, og det er vores kroppe også. Overvej hvad du udsætter den for af kemi, trådløse signaler, ubalanceret mad, stressende hverdag, de hårde domme foran spejlet, ja fortsæt selv listen. Hvad synes din krop om det?
Hvordan kan vi komme i sync med det levende mirakel, vores biologi er? Hvordan kan vi behandle både den menneskelige og den planetariske krop med omhu og respekt? Og hvordan kan vi, der er forandringsagenter, coaches, healere etc. gøre hvad der er behov for i verden – og samtidig tage behørigt hensyn til vores egen og vores fælles (globale) krop?
Hvordan kan vi være og leve forandringen i os selv, som Gandhi så smukt formulerede det, og alligevel gå ud og påvirke folk?
Bankende hjerte
Det er et relevant spørgsmål for mig. Jeg har så meget på min liste. Inspirerende ting som at skrive mit nyhedsbrev, forberede workshops, coache klienter, hegne for vores nyindkøbte får, træne hunden, lægge kartofler, se venner, etc. Et fuldt program, som konstant bliver forstyrret af sms’er og e-mail notifikationer, som bekræfter mine forbindelser i verden og kræver små strakshandlinger. Jeg bliver let anspændt, og mit hjerte hopper og slår ekstra som reaktion på al den bimlen og ding’en.
Min krop er i overgangsalderen og ikke glad for høj hastighed og sent arbejde; den ønsker flere pauser og fritid, men jeg vælger ikke at følge dens kalden. For at holde mig kørende, snacker jeg i stedet, eller drikker kaffe, presser mig selv, og dropper at gøre ting, der så efterlader mig med sort samvittighed. Såsom at finde alternativer til at rejse med fly. Lyder det bekendt?
Stress og global forandring
Hvordan kan vi støtte klienter til at leve et liv i overensstemmelse med deres værdier, hvis vi selv er i en tilstand af fysisk og følelsesmæssig stress?
Lad mig tilbyde et øjebliks empati.
Zoom ind. Alle dine celler, der arbejder så hårdt. Lad os forestille os vi holder om dem med varm og kærlig omsorg og beundring for deres utrættelige arbejde. Inviter dine celler til at stole på, at alt er godt nu. Tag et lille hvil. Lad skuldrene falde, kæben løsne grebet, panden glatte ud – hvis den er villig. Lad os sende en bølge af taknemmelighed for hensigten bag ræset: at imødekomme vores ønske om at bidrage til andres velbefindende, at udrette, at nå målene og undgå katastrofer.
Prøv om du kan udvide empatibølgen, så den skyller ind over din familie, både den positive kultur af omsorg, der måtte være, og dens misforståelser eller brud. Se om du kan anerkende, at der sikkert er en positiv hensigt bag enhver forvirrende eller generende episode.
Lad bølgen skylle endnu længere ud i verden og se om du kan anerkende at der er så meget skønhed på kloden og blandt mennesker. Se om du kan genkende vores fælles behov for sikkerhed, retfærdighed og synlighed, som desværre tragisk har ledt til en hensynsløs kultur, der er i gang med at udhule vores levende fundament.
Lad os sørge og erkende, hvor meget der er brug for af omsorg, reparation, forsoning, tilgivelse, italesættelse af sandhed, og for at give slip.
<Suk>
Og lad os møde vores kunder, verden og vores køkkenskab fra en tilstand af sorg, sandhed og give slip.
Vi kan ikke gøre det alene, ligesom en celle i en ubalanceret (syg) menneskelig krop ikke kan helbrede sig selv. Vi har brug for hinanden til at sørge og blive holdt om på skift, til at tro på hinanden, når vi forbereder os på at sige ‘Nej!’, til at stå bag hinanden, når noget modigt skal siges eller noget skamfuldt åbenbares, så freden kan genoprettes og magten over vores liv, vores kroppe og vores jord genvinde.
Som Hopi ældsten siger: ”Den ensomme ulvs tid er omme. Saml jer.”
