Hvem holder din paraply?

Human hearts holding umbrellas for one another

Er det muligt at være en del af verden anno 2018 og samtidig leve i overensstemmelse med sine værdier?  Fx at alles behov tæller (også for dem, der har fremstillet vores varer), respekt og ligeværd (også over for mennesker, der lever under ugunstige forhold, og som banker på Danmarks dør), og omsorg for naturen (og hvordan slipper man udenom at bidrage til plastikophobningen i havene)?

I mørke øjeblikke er det, som om det er en modsigelse. Denne verden har et så højt tempo med sit blinde forbrug af unødvendige ting og dope (underholdning, alkohol, stoffer og sukker). Vi ved ikke, om klimakrisen vil udradere livsgrundlaget for vores børnebørn. Krige og undertrykkelse. Vi er truet på vores sundhed af kemikalier og stråling. Forekomsten af stressnedbrud og angst er alarmerende; udnyttelsen af ​​dyr og naturen er hjerteskærende.

Listen synes at være uendelig. Hvordan kan jeg på nogen måde undgå at fremme alt det, der truer os, når jeg samtidig vil betale mine regninger og have mulighed for at besøge dem, jeg holder af?

Håb?

Jeg skriver dette indlæg fra et pessimistisk hjørne, som jeg ellers ikke ofte besøger.
Jeg tænker på min svigermor, som kiggede rundt, da børnene var i deres mest krævende alder, og haven emmede af forsømmelse. Hun sagde: "Hvor er der dog dejligt meget at hjælpe jer med". Sådan er min tilgang. Lad mig gøre noget - hvad som helst - og det vil gøre det nemmere for mig at eksistere midt i håbløsheden. Men ikke i dag. I dag har jheg brug for håb for at komme i gang igen.

For mine klienter har jeg også erfaret, at håb er en vigtig faktor, især for dem, der lider af kronisk sygdom eller smerte eller på anden måde står i en bekymrende livssituation. Håb om, at deres lidelse betyder noget, eller at solen i sidste ende vil brænde tågen væk, og alt vil give mening igen.

Måske min blues skyldes, at jeg i går ikke lykkedes med at nå ind til en person i en dyb og voldelig konflikt med sin ex, som jeg blev inviteret til at mægle. Eller måske var det statistikken over, hvor mange unge der modtager anti-depressiver, og at jeg ikke engang er i stand til at hjælpe de besværede unge tæt på. Eller måske havde jeg bare en mindre travl dag end normalt, og det gav mig plads til at reflektere.

Læren fra Titanic

Tænker på de fire musikere i filmen Titanic, før havet slugte skibet. En rejste sig og sagde: "D'herrer, det har været et privilegium at spille med Dem," så gik han en kort runde, så sig forvirret om, og satte sig ned og spillede videre med de andre. Intet andet syntes meningsfuldt.Musikerne på dækket af Titanic

Noget i mig siger; at selvom det ser sort ud, så skylder jeg vores efterkommere at gøre mit bedste. Mit bedste er at modellere, hvad jeg tror er svaret på tidens udfordringer, og kommunikere det til andre. At forstå andre mennesker, som de ønsker at blive forstået; at spise fødevarer hvad der er dyrket i respekt for naturen; at forbruge varer, som jeg kan stå inde for.
Men det er udmattende, og jeg falder tilbage igen og igen, især fordi det synes omsonst at slukke lyset efter sig og tage cyklen til Brugsen, når jeg ved hvilke kræfter, der driver udviklingen i verden.

For at holde mig i balance og komme op i sadlen, når jeg er faldet af, har jeg brug for ligesindede til at dele latter, tårer og medfølende ord med.

Det, jeg IKKE har brug for, er opmuntring á la "Du skal se, det er nok ikke så slemt", eller peptalks, "Tænk på alle de mennesker, du har påvirket, du gør jo alt hvad du kan", eller gode råd: "Du skulle tage at se denne her film, den vil du synes om!"

Jeg vil omgive mig med mennesker, der tillader mig at græde over denne verdens retning, der synes umulig at kurs-korrigere; der sørger sammen med mig, og der opfordrer mig til at fortsætte, at forsøge at inspirere andre til at opbygge den verden, vi drømmer om, fordi der er intet andet, der giver mere mening.

Vi er i samme båd

Jeg tror på at fællesskabet er nøglen. Det er en illusion at tro at vores lykke ligger i egne hænder. Ingen af ​​os er alene. Hvad der ligger i vores egne hænder, er ansvaret for at gøre noget.
Hvis du taler med en ven eller en kollega, der som jeg lider af verdensblues, så prøv at undgå at opmuntre, forklare eller give gode råd. Prøv i stedet nogle af disse spørgsmål, der understøtter at vi åbner os over for hinanden:

  •     Hvad nærer din fortvivlelse - i dag?
  •     Hvem deler du fortvivlelsen med?
  •     Hvad hvis nu det, du føler, var et normalt og sundt svar på umenneskelige forhold?
  •     Hvis der var en kritisk masse af mennesker, der tænker og drømmer som dig, hvordan ville det påvirke dig? Hvad ville du gøre?
  •     Hvem kan du støtte? Og hvem er din støtte?

Det er ikke så ligetil at få gang i samtalen om, hvor absurd det er at forfølge et godt liv med stor bil, bedre  hus og lange udlandsrejser i denne verden på kanten af ​​sammenbruddet. Det er mere bekvemt at tale om bilmærke, huspriser og rejseselskaber - i hvert fald for mig, som generelt en person, der gerne vil skabe god stemning i samtalen.

Men jeg opfyldes nogle gange af håbløshed, og nu, efter at natten er omme, og solen har brændt tågen væk, tror jeg, at modgiften er at tale om og gøre plads til det, modløshed, håbløshed og fortvivlelse.

 

Regnvejrsliste

Efter en nat som denne er jeg taknemmelig for, at jeg har en liste liggende over ting, der kan hjælpe mig på en regnvejrsdag.
Min liste indeholder bestemt musik, 'comfort food' - mad der virker som forkælelse, venner jeg kan lide at tale med. Og aktiviteter, såsom at gå med hunden eller skrive. I nattens mørke arbejdede det sidstnævnte for mig. Dette er resultatet.

Hvordan er din regnvejrsliste?
Og hvordan kan du blive den ven, der optræder på andres regnsvejrsliste?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *